Om pilgrimsvandring / Pilgrim - hvad er det
Dr. theol. Viggo Mortensen besvarer spørgsmålet "hvad er en pilgrim" således:

“Pilgrimme søger helhed i livet” 

Hvis man googler ordet pilgrim, så er de første mange hits henvisninger til et smykkefirma. Et åndeligt anliggende er igen blevet kommercialiseret, for at være pilgrim er en årtusindgammel åndelig idræt.

Der findes pilgrimme i flere religioner
En pilgrim (lat. peregrinus: fremmed) er oprindelig et menneske, der af religiøse grunde foretager en rejse, det kan være til et helligt sted, en hellig kilde, en helgengrav, for at få hjælp, for at gøre bod eller af taknemlighed.

Fænomenet findes i alle religioner. Rejsen kan også kaldes en valfart. Fordi pilgrimsfærden til Mekka i Islam hører til religionens fem søjler er den en pligt for enhver rettroende muslim. Det er en symbolsk efterfølgelse af Muhammed (570-632) og spiller derfor i en muslims biografi en særlig rolle. Rejsen (Hajj) har karakter af en overgangsrite; man får en ny identitet og formodes at leve et mere rent liv; derfor udskyder mange muslimer også pilgrimsrejsen til sent i livet.

I jødedommen har Jerusalem været det store pilgrimsmål. De jødiske hellige fester var valfartsfester. Op igennem tiden bliver Jerusalem valfartsby også for kristne (Gravkirken; Via Dolorosa) og muslimer (Al-Aqsa moskeen).

I kristendommen er pilgrimsvandring en religiøs skik, og kristne pilgrimme er så mange slags. Allerede i oldtiden kunne turen gå til Palæstina og i middelalderen udviklede Rom og Santiago de Compostela med apostelgravene sig til populære pilgrimsmål. I den katolske tro blev det fortjenstfuldt at drage på pilgrimsrejse og på *korstogstiden udviklede der sig denne ejendommelige blanding af pilgrimsrejse og krigsfærd.

Luther gjorde i forlængelse af talen om retfærdiggørelse ved tro alene op med enhver tankegang om, at man kunne fortjene sig til frelsen, - også ved pilgrimsvandring og helgentilbedelse. Klostrene blev opløst og pilgrimsruterne groede til og blev glemt.

Pietister så sig selv som pilgrimme
Men tanken om, at mennesket i dybere forstand er en pilgrim på jorden forsvandt ikke, men fik en renæssance med pietismen. Den pietistisk fromme forstod sig som pilgrim, som en fremmed også i en dybere forstand, som en fremmed i livet, fordi de mente at vide, at de hørte hjemme et andet sted. Pilgrimsrejsen blev et konkret udtryk for selve livets rejse, hvor man som fremmed altid er på vej hjem til sit oprindelige ophavssted i himlen.

"Jeg er fremmed,
jeg er en pilgrim,
kun en aften,
kun en aften bor jeg her."

Sådan lyder en kendt salme (DDS 567). Den sætter ord på den livsstemning, som religionshistorikeren Vilhelm Grønbech (1873-1948) udpegede og så fortættet i en pilgrimsmytisk forestilling. Ingeman (1789-1862) lavede poesi på forestillingen, når han talte om ”sjælens glade pilgrimsgang” (DDS 121). Hos Blicher (1882-1948) bliver den kristne pilgrimsmystiske forestilling almengjort og humaniseret i en sekulariseret form, når han bekender: ”Thi også jeg er kun her på træk, og haver andetsteds hjemme”.

Det er som et opgør med denne pilgrimsmytiske forestilling, at det tidehvervske diktum blev til: Du skal være jorden tro. Kan man i dag kun være jorden tro, hvis man forlader sin hverdag og vante omgivelser?

I dag er pilgrimsvandring en udvidet kirkegang
I middelalderen gik man på pilgrimsvandring for at komme i kontakt med den guddommelige verden. I dag går den moderne pilgrim ofte efter en identitets- og traditionsmæssig krise for at komme i kontakt med sig selv og med Gud.

Katedralen i Santiago de Compostela. Pilgrimsruten (Caminoen) i Nordspanien er nu så overbefolket, at mange søger andre muligheder.

Således forsøges den gamle oksetransportvej, Hærvejen i Danmark markedsført som den danske Camino. Også i Sverige og Norge er de gamle pilgrimsruter til Vadstena og Tronhiem blevet genoplivet.

Faktum er, at i nutiden har pilgrimsbevægelsen på ny oplevet en renæssance navnlig centreret omkring Caminoen i det nordlige Spanien, hvor pilgrimsmålet er apostelen Jacobs grav i Santiago.

Den moderne pilgrimsbevægelse imødekommer tendenser i den nutidige flydende postmoderne spiritualitet og kan ses som en reaktion på en moderne stresset tilværelse.

En ny religiøs socialisationstype har set dagens lys, hvor pilgrimsvandringen bliver såvel et individuelt som et åndeligt projekt. Pilgrimmen søger helhed i livet, søger det der er større; religionshistorisk ville man sige, at pilgrimmen søger det numinøse. Målet er ikke et bestemt helligsted, men undervejs på den udvidede kirkegang i ”Guds grønne katedral” at få øjnene op for skaberværket og erfare, at man går ”på hellig jord” (2 Mos 3,5).

Den svenske pilgrimspræst i Vadstena, Hans-Erik Lindstrøm, forsøger med syv ord at indkredse pilgrimsvandringens essens. Vandringen giver langsomhed, stilhed, frihed, bekymringsløshed, enkelhed, spiritualitet og fællesskab. Nøgleordene skal forstås som en protest mod et umenneskeligt samfund, som ikke giver plads til disse menneskelige grundbehov (Knox-Seith 28).

En missionær kan også være pilgrim
”Location is everything”. Det er klart, at når man forandrer opholdssted og ændrer aktivitetsmønster, så får det også åndelige følger. Det er i høj grad dette, som pilgrimsbevægelsen lever af.

En missionær kan også være en pilgrim; han eller hun gør sig fremmed ved at forlade sit eget og overskride en eller flere grænser og sætter ud for at søge det hellige det andet sted. Missionsbevægelsen har således nærhed til pilgrimsbevægelsen; de kan begge ses som kirkelige fornyelsesbevægelser, der ikke alene er opsat på at udbrede kendskabet til kristendommen, men også praktiseringen af den.

Viggo Mortensen er professor i teologi ved Aarhus Universitet

Pilgrim Mors 2013
Årbjerg Karby
pilgrimsvandring
Pilgrimsvandring
pilgrim mors