Tanken bag / Mysteriespillet

Mysteriespillet: "På vej ..."

opførtes i kirker på Mors i forbindelse med Pilgrim Mors 2012.
”Man vandrer ud, for hjem at nå.”
Ud - måske følgende en stor længsel. Hjem - til den du er? Hjem til Gud?
Der er mange grunde til at pilgrimsvandre i dag.

Handlingen:
En broget gruppe af pilgrimme ankommer til kirken en sen aften.
Fyldt af alt det, de lige har forladt, har de svært ved at komme til stede, blive nærværende.
Men på overraskende vis gennem musik, dans og forunderlige hændelser, bliver de helt mod deres forventning grundigt involveret som medspillere i en historie, der fremtræder som det vi kunne kalde Jesu syv ikoner. Gennem dem får de del i en større historie end deres egen. Der kastes nyt og anderledes lys over deres liv, end de hidtil har kendt til. Ikke et informativt lys, ikke dogmatisk, kristeligt, men eksistentielt, sprængende de konforme grænser og meninger om dit og dat. De frisættes til nyt livsmod, ny hengivelse og åbenhed over for det fremmede og den fremmede, som måske viser sig at være en selv, eller måske Gud selv, Jesus i hjertet? Den syvende ikon. Et nyt levende fællesskab. Pinselatter!

Akkurat sådan var intentionen med de middelalderlige mysteriespil, ikke mindst dem, man kaldte narremesser: påskelatter og pinselatter!


Mysteriespillet er inspireret af den norske præst Eyvind Skeies bog:” Jesu syv fødsler”.
Ide og vision:                                   Benedicte Tønsberg.
Manuskriptforfatter og instruktør:    Brita Haugen.
Komponist:                                      Christian Risgaard.
Desuden gymnasieelever, minikonfirmander, børn og voksne morsingboere, dansere og musikere.   

Se i øvrigt brochuren for mysteriespil 2012 (åbn pdf)